Sirupslagkage

250 g mel, 125 g smør, 100 g sukker, 125 g sirup, 2 dl kærnemælk, 2 æg, 1 tsk stødt ingefær, ½ tsk stødte nelliker, ½ tsk natron, 1 tsk bagepulver

Rasp samt lidt smeltet smør til formene

Citronsmørcreme: 125 g smør, 125 g sigtet flormelis, reven skal af ½ citron, knapt 2 spsk citronsaft

Abrikosmos (købes færdigt - må ikke forveksles med abrikosgrød, som er alt for tynd)

Glasur: 100 g sigtet flormelis, ½ tsk. stødt ingefær, godt 1 spsk kogende vand

Pynt: Syltet ingefær (ikke ingefær til sushi eller anden syrlig udgave!), kandiserede violer

Denne opskrift kræver 3 lagkageforme - i nødsfald en springform.

Smør, sukker og sirup smeltes sammen i en gryde, og afkøl det lidt. Pas på: smørret skal ikke brune.

Rør de hele æg i den lunkne masse.
Bland krydderier, natron og bagepulver i melet.
Rør kærnemælk og melbalnding skiftevis i dejen.

Ovnen tændes på 180 grader.
Lagkageformene (eller springformen) pensles med smeltet smør og rassp sigtes i.
Hæld overskydende rasp af.

Fordel dejen i de 3 lagkageforme eller i springformen.
Hvis der benyttes lagkageforme, bages de ca. 20 minutter i en 180 grader varm ovn.
Hvis der bages i springform, mærkes efter med en pind eller lignende hvornår kagen er gennembagt.

Vendes ud på sukkerdrysset bagepapir til afkøling.

Citroncremen laves ved at røre smørret grundigt med sigtet flormelis, så det bliver let - næsten skummende.
(En food-processor er rigtig god til det) Den revne citronskal røres i, og der smages til med citronsaft.

Hvis der er anvendt springform, flækkes den i 3 bunde.

På 2 af bundene lægges et tyndt lag abrikosmos, og derover citronsmørcremen.

Kagen lægges sammen - de 2 bunde med abrikos og citroncreme nederst.

Forbered pynten ved at skære den syltede ingefær i 8 tynde skiver. De skal helst være pænt runde og lige store. Del hver af dem næsten på tværs til 2 "halvmåner".

Fordel stødt ingefær i det sigtede flormelis til glasuren, og rør den blank med det kogende vand.

Drys evt. sukker af den øverste bun, og fordel glasuren jævnt over den.

Læg ingefærskiverne på jævnt fordelt rundt langs kanten, så den lukkede del vender ud mod kanten og de "gaber op" indad mod kagen. Læg lidt kandiserede violer på ved åbningen, så det ligner et par blade med en lille blomst imellem.

Lad kagen hvile - gerne til næste dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar